Nyt udspil til grøn skattereform viser rigtig gode takter
Regeringen har i dag fremlagt sit forslag til Grøn Skattereform med fokus på CO2-afgifter. C4 hilser det velkomment, at der lægges op til stabile og langsigtede regulatoriske rammer for finansiering af CO2-fangst og lagring. Det kan være med til at skabe den nødvendige sikkerhed for den businesscase, som investorer i CO2-fangst hver især skal til at udarbejde.
C4 har en ambition om at reducere CO2-udledningen i hovedstaden med op til 3 mio. ton om året ved hjælp af CO2-fangst. Den nye CO2-afgift indfases gradvist fra 2025 til 2030, og der vil således formentlig ikke være en god businesscase for CO2-fangst de første år. Da teknologien allerede er til stede, kunne C4 foretrække en hurtigere indfasning, så flere etablerer CO2-fangst samtidig.
Der er behov for samtidig udvikling af hele CCUS-værdikæden, da CO2-fangst kun fungerer, hvis der er aftagere samt infrastruktur til at sikre transporten af CO2‘en. Den foreslåede CO2-afgift skaber mange af de rette incitamenter på tværs af værdikæden, men den gradvise indfasning af afgiften gør det svært at planlægge og dimensionere den nødvendige infrastruktur til CO2-transport. Desuden er det usikkert hvordan anvendelse af CO2 til produktion af grønne brændstoffer håndteres med de foreslåede afgifter.
C4 ser frem til implementeringen, og håber på hurtigere indfasning samt afklaring af hvad CO2-afgiften betyder for finansiering af grønne brændstoffer til fx fly og skibe.
Læs regeringens udspil på skatteministeriets hjemmeside